Finalmix session i Soho, Kbh

Fjendemin

Banket sammen af I Vores Navn er dette videoen til Fjende Min … Konceptet: Se en masse mennesker dumme sig. Måske fordi de lytter til deres egen lille fjende min.

 

Førstesingle & Kulturnyt P1

Cover Jonas Breum single Fjendemin

Besøgte i anledning af “Fjendemin” singlen ifredags Ole Blegvad & Kulturnyt på P1. Et sted i klippet kan du høre, hvordan en 18-årig, vejlensisk regnvejrsdigterspire lyder i action. Alvorlige sager og slet ikke for sjov … Kan konstatere, jeg har fået en dybere stemme. Som forhåbentlig stadig er der, når forkølelsen går over. Blir sgu meget fedt.

Opvarmningstjanseanmeldelse: Kort men godt

Gaffas udsendte ofrede et par linier på mit opvarmningssæt på Bremen for Peter S. og Simon K. i lørdags. Til alle, der ikke har booket billet til De Eneste To endnu – det kan dårligt anbefales varmere. Var virkelig blæst over deres sæt, lyd, lys, ja hele tilstedeværelse. Stolthed. Glæder mig til de næste tre jobs som et stort barn.

Følsom Prison Blues

 

Og så til musikken.

Kaster man et blik ned over denne blog, er der navnlig et ord, der går igen. Brand. Efter en musikpause på – tja, lad os bare kalde det – et godt stykke tid, har jeg samlet musikken op igen. I oktober og november varmer jeg op for Peter & Simon-jydekrog (De Eneste To), og et soloalbum er også i støbeskeen. Sidst jeg udsendte plade var med BREUMM i 2008. Siden har jeg pisset rundt, indspillet puljeprojekter og, som det fremgår af bloggen, arbejdet mere og mere med sprog i en business sammenhæng. Skønt, fordi der sker noget andet og nyt. Skidt fordi en masse sange har ligget ubrugte hen. Men nu skulle der ske noget, som vaskemaskinereparatøren sagde, og første demo kan du frit og kvit hente her.

Mikael Eriksen eller: Kunsten ikke at sætte ord på Kunsten

Jeg forstår ikke kunst. Heldigvis. For hvad skulle man så med den? Hvis ikke der fandtes objekter i verden, hvis formål var at være mærkelige og intet andet, så … så … ja, nemlig, ja. Du ved præcis, hvad jeg mener.

Se eksempelvis lige noget mærkeligt:

For nylig blev jeg igen konfronteret med min uformåen, da min ven Mikael Eriksen lancerede sit kunstprojekt “U(HH)NATUR!” på Kunstnernes Påskeudstilling Spring 2010 i Aarhus Kunstbygning. Mikael begyndte som konceptuelt tænkende trækunstner for en lille håndfuld år siden, og herefter har han arbejdet & udstillet, udstillet & arbejdet, og sådan her går hans seneste projekt altså:

Mikael har undersøgt vejrets langsomme, monotone & gentagelige processer. Hans output bestod i at indkøbe 1500 trælægter a ca. 1 meter, male dem grønne (det tog en uge) og skrue dem sammen i museets skulpturgård i en vildt og vilkårligt voksende form.

Resultatet: Et kæmpe slyngværk, der indtager museets udendørsrum og iscenesætter en konstrueret strøm, en voksende bevægelse, der ligner en mellemting mellem voldsom, naturlig vækst, og menneskeskabt ditto. Og man undres. Og betages. Og bevæges. Og bliver fyldt op.

Uden at kunne sætte ord på. For hvad er der at sige om et konstrueret stykke natur, der lever stort i det fysiske rum? Læg ordene på hylden og se Mikaels mange andre fine og uforklarlige værker på hans portfoliosite.

Hvad Visse Kreative Ved Om At Gå I Ring

Der er altid mange veje, man kan gå. Kender du det?

Det gælder også, når man vil lave en plade. Skulle vi hilse og sige.  Man kunne lave en afdæmpet José Gonzaléz med afstikkere til Leonard Cohen. Hvor teksterne er i centrum og instrumenterne bare tegner melodiernes omrids. Eller lidt mere punket a la Thåströms næstnyeste. Eller tage sine små sange lidt mere elektronisk ud a la Stina Nordenstam eller Jonathan Johansson. Stadigvæk finheden i fokus, men lidt mere cinematografisk (smukt ord), filmisk orkestreret og sådan. Eller hvorfor ikke gå hele vejen og lade The Knife og Daft Punk møde Depeche Mode eller Ian Brown i en knivskarp cementering af, hvor flaget er plantet & skabet skal stå. Yes sir. Endelig kunne man gå Nashville-vejen, få noget pedal op at køre, en violin, en trommejohn, åh ja, hvor det kører.

Der er så meget man kan gøre. Hvis man VIRKELIG tænker efter, kommer man aldrig i gang. Med andet end at snakke om sine drømme og sine store planer. Bla bla bla. For hvad er der at sige? Bla bla bla.

Her er noget andet, man kan gøre: Man kan holde sin kæft. Kaste håndklædet i ringen. Droppe brandingen, de røde & blå oceaner, positioneringen, segmenteringen og alle de klare, konceptuelle fordele. De store linier og de løse planer, de gamle drømme, der spænder ben for En Ærlig Mand, Der Vil Ha Noget Fra Hånden. Man kan bare lave sit shit. Og ha’ det sjovt. Og ha’ det godt til vi ses.

Sådan får du en skriveblokering på halsen næsten gratis

To af mine kolleger fik en del fra hånden under en tur til Berlin i halvfjerserne:

Derfor tog jeg OGSÅ til Berlin. For et par måneder siden, for at skrive. “Skriveblokering er for idioter”, tænkte jeg. Jeg havde nemlig aldrig oplevet een. Har stort set altid kunne brygge kaffe, sætte mig til at skrive eller klimpre på guitaren og VUPTI er noget sket. Det var så før jeg tog til Berlin.

Så jeg pakkede guitartasken, lejede en etværelses i Charlottenburg og kyssede familien farvel for fire dages koncentreret fravær. Fire dage, der skulle gå med at skrive nogle af de mange hits, som jobbing, børnepasning og dvd-film sætter en effektiv dæmper på til dagligt. Fire dage, hvor Den Unge Werthers Lidelser skulle genoplives, hvor Digteren skulle Vandre i Historiske Kvarterer, opleve verdensbyen og producere, producere, producere nyt, nyt og atter nyt. Jeg var klar som aldrig før. Det var NU det var NU.

Een eneste ussel sangtekst blev det til.

1) Jeg begyndte, meget ikke-kunstnerisk, at savne min familie stort set fra jeg ankom til lejligheden. 2) Derfor kunne jeg ikke falde i søvn om aftenen. 3) Jeg havde isoleret mig KUN med guitar og Moleskine-kalender, så der var INGEN adspredelse, og dermed ingen mulighed for at slippe tankerne løs (altså indenfor lejlighedens fire vægge, for selvfølgelig fuldte jeg pligtens kald og forblev inde i førerbunkeren for at afvente inspirationens komme den ganzen weekend …). 4) Første gang jeg slog en akkord an, kom overboen hr. Schmidt og klagede (efterkrigs-betonbyggeri, meget lydt, som han forklarede, jo tak, jeg havde godt hørt ham prutte, harke og slubre havregryn samme morgen).

Jeg mistede kort sagt lysten til at skrive og spille. Brugte i stedet weekenden på at finde økologiske cremer til hjemmefronten og på at læse den nye Michael Connelly-roman, flankeret af store, skummende flasker weisbier. Romanen i øvrigt nok hans til dato dårligste.

Det skal vare lidt, før jeg igen tager på skrivetur. Men jeg lærte da en lektie. At det undertryk på den kunstneriske udfoldelse, som dagligdagslivet skaber, egentlig ikke er så tosset. Så må man bare rykke om aftenen, hvor der er stille, hvor børnene sover og ingen mails tikker ind. Med hovedtelefoner. Eller endnu bedre: Med et stilfærdigt klaprende tastatur, som det jeg har brugt til at skrive disse lydløse linier.

Denne bog gjorde mig lidt mere modløs i Berlin:

Jonathan Johansson: Fin fin svensk poptirade.

Hvis du kan lide blød, nordisk pop på den knivskarpe måde, så tjek Jonathan Johansson ud. Hans plade er ikke ny, men det er spitzeklasse sangskrivning i fin, levende, koldvarm iscenesættelse. Fra akustisk spillet til køligt programmeret understøtter de minimale arrangementer en række “små”, smukke sange til max. Arrangementerne er aldrig større end hvad godt er. Istedet dyrker J.J. en  lyd, et univers, et humør. Farvel store b- og c-stykker. Det er modent, dovent, hårdt gjort. Det både bider og kysser. Sangen “Aldrig ensam” er en luftig, stilfærdigt insisterende version af Kent. Ja nemlig, du har allerede hørt den i radioen. Helt klart, helt tydeligt.  Et skandinavisk midsommersoundtrack. Skal følges.